Foreninger, klubber og skole

Redaktørens ledere

Forsidebillede

Det sner! Hurraaa!!!

Det er godt en måned siden, at den første sne faldt og fik min 5-årige datter til spontant at udbryde: Det sner! Hurraaa!!! Så er det juleaften! Hvorefter hun begyndte på de første julesange.

Det var meget sødt og sjovt, og vi grinte alle sammen over denne barnlige glæde samtidig med, at vi voksne sad som forstenede og kiggede på de store bløde vattotter, der landede udenfor og gjorde alt grønt hvidt. Det var egentlig ikke fordi, vi ikke sagtens kunne genkalde os barndommens glæde over den første sne. Det var nok bare fordi, det var sådan lidt surrealistisk at konstatere, at vi 15 dage forinden havde kunnet sidde ude i bare arme i 23 graders varme og nyde efteråret i sommertøj. Nu var det derimod om at finde vinterjakken og vinterstøvlerne frem for ikke at tale om vinterdæk til bilen. Dét var underligt, men ikke desto mindre sandt og virkeligt.

Og måske er det dét, der sker hvert år, når ikke bare vinteren, men især julen nærmer sig; vi voksne går sådan lidt i panik og mærker det knuge om hjertet, fordi vi først og fremmest tænker praktisk og økonomisk. Den juletid, der engang var sød og blød og duftede af kanel og anis, er med årene blevet hård og skorpet og kvalm og én, der bare skal overstås.

Det er ærgerligt. Julen er noget af det største. Det husker vi fra vores barndom. Men den kan være svær at begribe for os som voksne, fordi vi vender alting på hovedet. Det er også rigtigt, at julen vender begreberne på hovedet. Men det er begreberne om stort og småt. At det største kommer til os i det mindste. Og at det ikke handler om, hvad vi når, men hvad der når os.

Julenat kom det største til os i det mindste og allermest sårbare. I det lille barn. Sådan skal vi også tage imod den. Som barnet og selv blive som børn på ny.

Det ønsker vi i TVÆRS-redaktionen for alle vores læsere og annoncører. Så julen bliver glædelig, og nytåret velsignet!


Lisbeth Kristensen,
Redaktør på TVÆRS